Samtaleterapi, Sandplayterapi, Spædbarnsterapi, Familieterapi, Drømmetydning, Kurser og Mindfulness

Hej Verden!

”Jeg lyver ikke”.

Den lille dreng på knapt 5 år sidder og hviler sig på en træstub i børnehaven. Han har udsyn over den lille bæk hvor omkring de andre drenge leger.
Jeg går hen for at være sammen med ham.
Han indleder med at fortælle, at han ikke har det godt: Jeg er syg, men min far og mor siger, at det ikke passer. Men jeg lyver ikke. Jeg ER ikke rask.
Jeg har det ikke godt. Jeg taler sandt.
Mine tanker går selvsagt til de mange forældre, der ofte står i det dilemma, at deres barn har det skidt. Og samtidigt er de meget kede af at melde barns første sygedag igen: – frygten for at miste sit arbejde.
Jeg bliver derfor lidt stille under hans fortælling om hans oplevelse.
Jeg mærker min lyst til at lade ham kende til deres dilemma, da jeg lever mig ind i deres hverdags udfordringer, men børn skal jo ikke belemres med de voksnes problemer: Hvis de giver ham ret i, at han er syg, må han ikke komme i bh. Derfor bliver de nødt til at negligere hans udsagn. Det giver ham selvsagt en følelse af, at de ikke tror på ham.
Jeg lytter og fortæller, at jeg rigtigt nok kan mærke, at han ikke har det godt. At det er godt, at han bare lader sin krop hvile lige så stille på den gode stub. At flyverdragten heldigvis er dejlig varm… – og hvad jeg ellers finder på at sige – som plaster på såret…
Jeg tilbyder ham at få pudset næsen fri for snot. Det tager han imod.
Jeg bliver en stund for at kunne snakke lidt videre om dit og dat.

Mine tanker kredser imidlertid rundt i dilemmaernes verden. Jeg er ikke helt nærværende og vælger derfor at gå ”videre” rundt på legepladsen.
Jeg må tænke og mærke efter: hvordan hjælper vi alle hinanden med at både børn og voksne trives bedst muligt.

Min tanker går til barnets selvfølelse: – et emne, der har min allerstørste interesse.
Vi voksne kommer ganske sikkert til at tillægge barnet en adfærd, som det ikke gør.
Her siger drengen det så fint. Jeg mærker, at han taler sandt…
Jeg tror, at det er væsentligt, at jeg viser ham, at jeg tror på ham, da det måske kan ”lappe på” den oplevelse, som de pressede forældre blev nødt til at lægge ned over ham – den morgen, hvor de ikke ville undlade at gå på arbejde…
I øvrigt kan børn under 5 år – p.g.a. umoden hjerne – ikke altid skelne virkeligheden fra fantasien. Derfor skal vi undlade, at nævne noget om, at ”du har vist for livlig en fantasi”. Fantasi er en kvalitet, som ikke skal lukkes ned.
Til det lille barn kan man blot kommentere med et ”Måske”, samtidig med en undren i tonefaldet, når man kan høre, at det er en ”ikke helt rigtig” udtalelse.
Det opbygger barnets kontakt til sine følelser og dets selvværd.
På denne måde undlader man at komme til at gøre nar ad eller lige frem foragte barnets ytring.

>